Spumante – Dogmevin og franske tømmermænd

Den 3. september 2015 vågnede den franske vinverden op med heftige tømmermænd. Årsagen skulle findes i den foregående aftens konkurrence, ”Sparkling Wine Producer of the Year”, hvor juryen havde uddelt sine præmier.

Den endelige kamp stod den aften imellem de to velestimerede franske champagnehuse Charles Heidsieck og Luis Roederer samt Cantine Ferrari fra den norditalienske bjergregion Trento.
Og nu er vi tilbage ved tømmermændene: da autoriteten Tom Stevenson åbnede kuverten, oplæste han nemlig ”Ferrari Trento DOC” som vinder af førsteprisen som verdens bedste producent af mousserende vin. Prisuddelingen kom i øvrigt kun fem dage efter vinmagasinet Wine Enthusiast’s kåring af Cantine Ferrari som ”The Best European Winery” i 2015.

Kvalitet over kvantitet
Men hvad er der sket med italiensk mousserende vin og spumante i særdeleshed?

Det korte svar er, at en ny generation af vinproducenter i højere grad fokuserer på kvalitet end kvantitet.

Tidligere tiders masseproduktion af vin er, om ikke helt forsvundet, så i høj grad væsentligt nedprioriteret, til fordel for mindre udbytte pr. hektar samt nye teknikker og produktionsmetoder. Dette gælder især for rød- og hvidvine, men trenden har også smittet af på mousserende kvalitetsvin, de såkaldte spumante-typer.

Kostbar dogmeteknik
I Italien produceres spumante og anden mousserende vin generelt efter to metoder: Metodo Classico (champagnemetoden el. méthode champenoise), hvor anden-gæringen foregår i et vist antal måneder på flasken på de døde gærceller. Under denne naturlige proces udvikles kulsyren og et efterfølgende flasketryk på 4-6 bar.
For at sprede gæren, så den kommer mest muligt i berøring med vinen og udvikler de eftertragtede bobler, bliver flasken vendt og drejet 90 grader to gange dagligt og hæves gradvist til lodret med en ½ grad.

Denne proces involverer selvsagt en del håndkraft, og den kærlige omsorg er derfor også ensbetydende med en dyrere vin.

Af samme årsag sætter nogle producenter flaskerne op i et såkaldt ”champagnenet”, der indeholder op til 10.000 flasker, og som holdes i konstant maskinel bevægelse.
Traditionsbundne producenter holder sig dog strengt til dogmeteknikken.

Tank i stedet for dogme
En anden knapt så kostbar og arbejdstung produktionsmetode er Metodo Martinotti (adopteret af franskmændene som Charmat).

Her foregår anden-gæringen i et lukket tryktanksystem, en såkaldt autoclave, hvor vinen til slut tappes på flasker under tryk og ender med ca. 3,5 bar. Teknikken giver små fine bobler, men til gengæld en knapt så kompleks aroma som med Metodo Classico.

Kendte vine produceret efter Metodo Martinotti er f.eks. Lambrusco-typerne fra regionen Emilia Romagna og Asti Spumante DOCG fra Piemonte.

Det lette kavaleri
Endelig finder vi de friske og let mousserende vine, der benævnes ”Frizzante” på etiketten. Disse findes både som rødvin, hvidvin og rosé. Her foregår anden-gæringen ligeledes på flasken eller i tryktank. Forskellen er blot, at flasketrykket kun ligger mellem 1 – 1½ bar.
Måske er det moderate flasketryk årsagen til, at Frizzante-vine er så uformelle og let-drikkelige. Forbrugere, der er ramt af Frizzante-feberen, har altid en brugbar undskyldning for at åbne en flaske.

Høj kvalitet i alperne
Men hvilke producenter skal man så gå efter?
Spørgsmålet kræver en del flere tegn end udgiveren af dette magasin levner plads til, men lad mig give et helt subjektivt bud på to vine, der begge produceres på druerne Chardonnay og Pinot Nero (Noir).
De mest interessante boblevine produceres i nord, og her bør man gå benhårdt efter Cuvée Marianna Extra Brut Südtiroler Talento DOC, en Spumante fra alperegionen Alto Adige kun en times kørsel syd for den østrigske grænse.
Efter første-gæringen på ståltanke, lagrer Cuvée Marianna i ét år på små træfade for at afslutte modningen i yderligere 50 måneder på flasken. En kompleks og velduftende vin med strejf af akaciehonning og ristede nødder samt en fyldig og rund smag.

Nænsomt pres i trækurve
Stik øst for Alto Adige finder vi naboregionen Lombardia (el. Lombardiet), der også sender nogle særdeles interessante Spumante-vine ud på markedet. Jeg vil foreslå at lede efter en flaske Franciacorta Riserva Vittorio Moretti Extra Brut DOCG fra producenten Bellavista i Erbusco.
Efter høst lægges druerne i trækurve, hvor de presses nænsomt. Druemosten gærer herefter delvist i træfade, delvist i ståltanke, for til sidst at tappes på flaske. Anden-gæringen varer i hele 5 år, hvorefter vinen inden propning toppes op med et skvæt vin fra samme årgang.
Franciacorta Riserva Vittorio Moretti Extra Brut DOCG frigives først til salg året efter propning, og resultatet er en sprudlende vin med duft af frugt, vanilje og blandet med strejf af rosmarin og citrus. Smagen er i den grad elegant, frugtrig og med fine strejf af ristede nødder.

Og lad så propperne springe!

Den røde Engel
Under sidste aftens ophold på Sardinien bør man sætte punktum for oplevelserne ved at smage den aldeles fremragende røde dessertvin Angelo Ruju. Navnet betyder Den røde Engel hvilket henviser til en begravelsesplads fra oldtiden. Vinen er fremstillet på tørrede Cannonau-druer.

Besøger man øen, kan det varmt anbefales at få en rundvisning hos producenten Sella & Mosca, hvor sidstnævnte dessertvin i øvrigt er produceret. Huset, der kan føre sin historie helt tilbage til 1899, er kendt for særdeles høj kvalitet og ligeledes højt præmierede vine. Ikke det værste udgangspunkt for et besøg – og især ikke, hvis man husker at smage på husets mousserende hvidvin, Torbato Spumante DOC.

Peter Hartig

Vinekspert

Har i en årrække importeret italiensk vin samtidig med at han indgående har skrevet om støvlelandets vin på blogs og sociale medier. Vinklen er den kritisk dybtgående med humoren som et gennemgående element.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

11 − ten =