En lille vinbonde med store vine

Af Bjarne Juel Pedersen

En af Si Italias læsere har besøgt den lille vinbonde, Fabio Bonazzi i Cariano tæt ved Gardasøen. Det er der kommet denne historie ud af, som beskriver hverdagen for en typisk lille, italiensk vinbonde. Fabio’s produktion er så beskeden, at vinen aldrig ses i supermarkeder, og der findes så vidt vides kun en enkelt forhandler i Danmark. Er man i Italien på de kanter, kan man erhverve sig udmærket vin for mellem 3,70 og 21,00 Euro pr. flaske.

Vi møder Fabio Bonazzi i hans lille butik på Via Valpoicella 24 i byen San Pietro in Cariano. Butikken ligner ikke et vinudsalg, og der er ikke umiddelbart adgang. Du må ringe på klokken. Op ad trappen kommer Fabio dig i møde med et stort smil parat til nedenunder at præsentere dig for sine mange vine med hans helt fantastiske engagement.

Valpolicella ligger i Norditalien nær Verona og er specielt kendt i Danmark for de meget tunge Amarone rødvine. Og har du først smagt Fabios, vil du blive en meget besværlig kunde i en vinhandel fremover.

P1020164_resize

Fabio fortæller, at han har lært at lave vin af sin far, Dario, idet han dog i starten arbejdede nogle år i hos en større producent i området.
”Det var min far, der begyndte at lave vin til sig selv og vennerne, og på den måde startede eventyret.
Størrelsen af virksomheden på nuværende tidspunkt er 5 hektar vinmarker i Valpolicella, 2 hektar i Bardolino, 1 hektar med oliventræer og 1,5 hektar i Conegliano.”
Man hører ofte, at italienerne køber vin forskellige steder fra, for at finde præcis den smag, deres kunder foretrækker, men Fabio understreger, at han udelukkende laver vin af egne druer.
”Vi har forskellige former for druer, CORVINA- CORVINONE- Corvinone A Graspo RØD – Rondinella – OSELETA – Croatina -SANGIOVESE- Cabernet Franc – MERLOT- Molinara – Garganega – Chardoney, ” fortæller han.

Han fortæller, at han årligt producerer 45.000 – 50.000 flasker. Der er tale om de typiske rødvine fra området, som Valpolicella Classico, Valpolicella Superiore, Ripasso og Amarone. Men han laver flere varianter af de 3 sidstnævnte, ligesom han også laver prosecco, hvidvin, dessertvine, grappa, vineddike og olivenolie.

20160727_151002_resize

Så i kælderen under butikken bliver det store problem at vælge, hvilke vine, du ønsker at smage – i hvert fald, hvis du er kommet i bil fra fx Gardasøen. Men som han siger: ”Hvorfor bor du ikke på Hotel Valpolicella henne ad gaden? Så kan du gå hjem efter en ordentlig smagning!”

Jeg spurgte ham, hvorfor han laver så mange forskellige vine i forholdsvis beskedent antal. Svaret var indlysende, når man kender ham: ”Min passion for vin driver mig til at lave nye eksperimenter hele tiden, at søge, prøve og lære, og det er ligegyldigt, om der blot er tale om en lille produktion. Blot skal det være vine med forskellig smag, vine som er unikke. Hver enkelt vin bliver lavet for sig. Jeg blander aldrig vine sammen, men presser de forskellige druer, der skal i vinen sammen.”

20160727_162655_resize

Fabio elsker at lave vin: ”Når jeg er i vinmarkerne eller i vinkælderen, er jeg i Paradis. Men tro nu ikke, at vi kun arbejder i bestemte perioder af året. Med vinmarker og produktionen i vinkælderen er der noget at lave hele året.
Til at hjælpe med høsten har jeg en flok polske mænd, som kommer her hvert år, og som derfor ved, hvilke druer de skal indsamle og hvilke, de skal lade hænge.

Høsten begynder i august og fortsætter så længe, det er nødvendigt. Vi høster kun i absolut tørvejr, da druerne til alle vore rødvine, bortset fra de billigste, bliver lagt til tørring i plastkasser i vor store lagerhal indtil omkring februar måned.

Jeg laver vinene og har dem på stålfade såvel som på træfade i kortere og længere tid, indtil jeg finder dem drikkemodne. Så når du køber en vin hos mig, kan den være både 3, 5 eller 10 år gammel, men du kan være sikker på, at den er klar til at blive drukket, men selvfølgelig kan du få overraskende oplevelser, hvis du alligevel gemmer vinen et par år efter købet.

Vores kunder er primært privat-personer som dig, dem, der stadig sætter pris på forholdet mellem producent og forbruger og som er parate til at prøve noget nyt under hyggeligt samvær.

Desværre døde min far, Dario, som har skabt det hele i december sidste år, men jeg glæder mig over, at min søn, Nikola, som er landbrugsuddannet og som skal overtage arbejdet i markerne hjælper sammen med min datter, Sofia, som er ved at afslutte sin uddannelse i økologi. Hun skal en dag overtage arbejdet med selve vinfremstillingen”, slutter Fabio, idet han inviterer os på en kort køretur hen til vinmarkerne og produktionsanlægget.

San Pietro in Cariano befinder sig kun ca. 10 km fra Lazise ved Gardasøen, hvorfor det er rimeligt overkommeligt at tage på besøg hos ham.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

2 × 4 =