En Julevins udfordringer i Danmark

Det kræver sin vin at leve op til den danske tradition med fed, sødlig julemad. Vi giver her vores bud på en gammel kending og nogle spændende alternativer.

Vi nærmer os støt og roligt den danske tradition med familieskænderier tilsat fed, sødlig julemad, og derfor melder spørgsmålet sig: hvad skal man drikke til maden og skænderierne? Trods vinannoncernes løfter, passer nemlig ikke alle vine til det kommende madorgie.

Man kan selvfølgelig vælge den lette løsning, lade sig nøje, springe over hvor gærdet er lavest og konsumere julebryg i rå mængder. Er man derimod fra naturen skabt med toptunede smagsløg, er mit forslag dog at gemme bajerne til julefrokosten og udfordre sig selv på et lidt højere plan.

Italien 4 – 2 Danmark
I sagens natur, og i loyalitet mod dette blads udgivere, vender vi blikket mod Italien, og lad det være sagt med det samme: dansk julemad adskiller sig væsentligt fra den italienske ditto. Ikke mindst fordi sidstnævnte består af fire retter, hvorimod den danske oftest kun når op på to.
I Italien ville man måske starte med en let lille appetizer af ristet rodfrugt Crostini med basilikumpesto, hvortil man måske nyder rosévinen Rosato di Torgiano DOC fra Umbrien. I øvrigt en interessant rosé, der under fremstillingen hviler et kort stykke tid på skallerne, hvilket føjer en interessant struktur og tannisk bid til vinen.

Det lette valg
Og hvad gør man i Danmark?

Man spilder ikke tiden men ryger direkte på hovedretten, der som bekendt oftest består af flæske- eller andesteg.

Vi er med andre ord ovre i den fede og sødlige afdeling, hvor det lette rødvinsvalg vil være Amarone della Valpolicella DOCG.
Nu går denne skribent ud fra, at læseren allerede har indtaget adskillige flasker Amaroner, så hvorfor ikke prøve noget nyt?

Udfordrende svesker
Hvis andestegen ikke er fuldstændig proppet med svesker og garneret med alt for søde, brunede kartofler, kan denne skribent varmt anbefale Barolo DOCG fra Piemonte. En kraftfuld vin, som dog ikke bør drikkes, mens den er for ung, da den stadig har en del garvesyre at brænde af.
Har kokken alligevel glemt at fjerne sveskerne, kan det varmt anbefales at forsøge sig med rødvinen Colli Euganei Rosso Riserva DOC fra et lille spændende vulkanområde i Veneto. En markant vin med en frugtig bouquet, kraftig struktur og behagelig, fyldig smag.
Her skal det bemærkes, at italienerne for længst er gået i gang med den herlige spaghetti alle vongole (spaghetti med hjertemuslinger). Hertil vil feinschmeckeren vælge den spændende Offida Pecorino DOCG, en usædvanlig hvidvin fra kystregionen Marche. Pecorino-druen var faktisk forsvundet, men et utrætteligt arbejde har eftertrykkeligt sat denne ”skaldyrs-vin” på vinkortet.

Fasanens øje
Det tætteste italienerne kommer flæskesteg er sandsynligvis i Marche, hvor hovedretten ofte er citrusmarineret svinesteg med vild fennikel og urter. Hertil drikkes bl.a. den kraftige rødvin Offida Rosso DOCG eller Conero DOCG.

Mens man i Danmark stadig kæmper med andestegen, er italienerne nu nået til desserten, som udmærket kan være en trifli med vaniljecreme og Marsala-sirup. Hertil vil man sandsynligvis nyde et glas Vin Santo di Carmignano Occhio di Pernice DOC fra Toscana.

Sidste del af navnet betyder i øvrigt ’fasanens øje’, og der er tale om en fadlagret, gylden dessertvin med et imponerende lagringspotentiale på ti år.

Kirsebærsauce eller ej
I Danmark er flæskestegen nu endelig sat til livs og aftenens dessert kommet på bordet: ris a la mande. Hvis man foretrækker sin søde, kolde risengrød uden kirsebærsauce, kan det varmt anbefales at vælge den hvide dessertvin, Recioto di Soave DOCG fra Veneto.
Kan man derimod ikke undvære sin kirsebærsauce, bør man vælge den røde dessertvin, Recioto della Valpolicella DOCG, også fra Veneto. Den er lavet på samme druer og efter samme metode som Amarone. Blot er mosten ikke gæret helt ud, hvormed vinen bliver sød.

Ud med rødkålen
Og til slut et godt råd (som ingen vil følge):

drop rødkålen, som kan forvandle enhver stor rødvin til et syrligt, udrikkeligt fluidum. Drop også de brunede kartofler – og hvorfor ikke lade sveskerne gå samme vej?

Ja, hvorfor ikke droppe traditionerne, gå på nettet og Google ”italian christmas menu”? Der er en god chance for, at både mad, vinudvalg og oplevelser bliver større.

Peter Hartig

Vinekspert

Har i en årrække importeret italiensk vin samtidig med at han indgående har skrevet om støvlelandets vin på blogs og sociale medier. Vinklen er den kritisk dybtgående med humoren som et gennemgående element.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

9 − two =