Campania – vin på vulkaner

En smukkere kulisse til vindyrkning ses næppe andre steder i verden end i Syditaliens Campania.

Dramatiske kyststrækninger med landeveje placeret på klippesider i svimlende højder, som helt klart er forbudt for børn. Billister skal have mere end ét øje på hver finger, når der skal sættes i bakgear, fordi en lokal rutebus lige skal omkring et klippeparti med bagperronen svingende faretruende ud over klipperne, der fører ned til det brusende Tyrrhenske Hav – et faretruende og brat næste stoppested.

Mod land mødes man af et smukt, skovklædt bjerglandskab med citronlunde, som smukt kæmper om pladsen mod vinmarker, malerisk placeret på terrasser op af bjergsiderne.

En skagensmaler tager ikke fejl
Vi er på Amalfikysten, hvor den ene maleriske by afløser den anden. Positano, Minori, Praiano og Amalfi, for ikke at nævne de maleriske bjergbyer Ravello og Scala. Hvor blikket end vendes hen, bliver man slået af kystregionen Campanias ubegribelige skønhed.
Områdets betagende naturscenerier har tiltrukket konger, kejsere og ikke mindst danske kunstnere, eksempelvis skagensmaleren P. S. Krøyer, som i flere omgange har boet i bjergbyen Ravello og her malet nogle af sine mest kendte værker med landskabet som kullise og arbejdende, lokale vinbønder som modeller. Det perfekte sted for enhver dansk vinbonde-wanna-be.

Den græske forbindelse
Selv om både etruskerne og lokale stammer længe havde dyrket vin i Campania, skete der først noget omkring år 1.000 f.v.t., da grækerne og fønikerne landede i kystregionen og medbragte en spændende palette af forskellige druesorter, som var de lokale sorter langt overlegne.

Campania Felix
Antikken og renæssancens filosoffer og andre af datidens lærde lovpriste vinene fra den bjergrige region i høje toner.

Romerne kaldte regionen ”Campania Felix”, hvilket betyder noget i retning af “det lykkelige landskab”. Og navnet er ikke skudt helt ved siden af, idet området har en helt sublim balance mellem sol og regn.

Med tiden udviklede antikkens romere yderligere på dyrknings- og produktionsteknikkerne, og navnkundige vine, som vi kan læse om i dag, dukkede op og blev romernes yndlingsvine, eksempelvis Calenum, Statanum, Surrentinum og ikke mindst Falernum – vine som alle kom fra Campania.

Lus i skindpelsen
Efter Romerrigets fald holdt kvaliteten sig, og der produceredes kvalitetsvine helt op til 1800-tallet, men af forskellige årsager ændrede producenternes holdning sig. Man gik over til storproduktion, som blev eksporteret til Norditalien og Frankrig for at give saft og kraft til disse områder og landes mere spinkle vine, og den intetsigende storproduktion kulminerede omkring 1. Verdenskrig, hvor ”eventyret” fik en brat ende:

Vinlusen tog livet af de fleste vinstokke i regionen.

En lang genrejsningsperiode tog nu sin begyndelse og først hen mod 1990’erne kom resultaterne, efter et hårdt slid med at redde de lokale druesorter og samtidig løfte kvaliteten til fordums højder.

Vin på vulkaner
Et bestemt område blev dog ikke angrebet af førnævnte vinlus, men årsagen er dog ret skræmmende. På nordsiden af Napolibugten ligger vinzonen Campi Flegrei DOC, hvor markerne nærmest er et låg ovenpå en mega vulkan. Undergrunden slipper med jævne mellemrum ildelugtende svovldampe ud gennem sprækker i jorden, hvilket skræmte selv den mest stædige vinlus langt væk.
Andre kan nu også skræmmes væk fra Campi Flegrei DOC, idet jorden til tider hæver sig op til en meter på grund af den aktive vulkan i undergrunden. Af samme årsag har Napolis befolkning mere respekt for denne kæmpe end for nabovulkanen Vesuvio.

Genfødslen i Avellino
Campanias vinproduktion var i mange år mere eller mindre tegnet af en enkelt producent, Mastroberardino, som til gengæld leverede fremragende vine, men i 1990’erne meldte andre sig også under fanerne, bl.a. Villa Mathilde, Michele Moio, Mustilli, Ocone og Antonio Caggiano, og oppe i Avellino-provinsen dukkede nu den ene fremragende vin op efter den anden, eksempelvis rødvinen Taurasi, fra den muromkransede middelalderby af samme navn.
Avellino-producenterne begyndte nu i den grad at vise muskler med beskærersaksen, og fremragende hvidvine så dagens lys, såsom Fiano di Avellino lavet på den lokale Fiano-drue samt den elegante Greco di Tufo produceret på den ligeledes lokale Greco-drue.

Kvalitet frem for kvantitet
Men intet er som bekendt skidt, uden at det også er godt for noget andet. Således er kvaliteten i dag stabil og meget høj, hvilket har betydet, at førnævnte vine, samt rødvinen Aglianico del Taburno fra Benevento-provinsen, nu har opnået den betydningsfulde DOCG-appellation. Kvalitet frem for kvantitet.
Prøv en vin fra Campania Felix.

Peter Hartig

Vinekspert

Har i en årrække importeret italiensk vin samtidig med at han indgående har skrevet om støvlelandets vin på blogs og sociale medier. Vinklen er den kritisk dybtgående med humoren som et gennemgående element.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

16 − 12 =