Calabrien – Mafiosi, fattigdom og vinstokke

Med sine spændende lokale druesorter, ideelle klimatiske og geologiske betingelser tilbyder Calabrien vinentusiasten uanede muligheder. Men regionen har gennemgået mange trængsler for at nå til det nuværende høje niveau.

De færreste sætter lighedstegn imellem Calabrien (Calabria) og vinproduktion. Derimod vil de fleste snarere associere den syditalienske region med mafiaen – eller ‘Ndrangheta*, som den kriminelle organisation hedder på disse kanter. Ikke desto mindre har Calabrien været en af de vigtigste vinproducerende regioner i Italien.
Som så ofte, startede det med grækerne, der omkring det 8-9. århundrede f.v.t. migrerede til Syditalien, hvor de medbragte egne dyrkningsmetoder og druesorter, f.eks. den blå druesort Gaglioppo og de grønne Greco og Mantonico Bianco, som stadig benyttes og tilmed giver bemærkelsesværdige vine.

Olympisk vin
Også dengang spillede vinproduktion en vigtig rolle. Således inspirerede de smukt beliggende vinmarker langs det Ioniske Hav mod syd grækerne til at præge sine mønter med egennavnet ‘Oenotria’, Vinens Land, og en legende fortæller, hvordan de calabriske atleter skålede i vinen ’Krimisa’, efter deres triumfer under De Olympiske Lege.
Krimisa menes i øvrigt at være identisk med nutidens rødvin Cirò (mere om den senere), som dermed er en af de ældst kendte vine i Europa.
Trods et utal af krige, invasioner og til sidst Romerrigets ekspansion i de efterfølgende århundreder, lykkedes det alligevel Calabrien at bevare sin lokale egenart og opretholde et særdeles godt ry for produktion af kvalitetsvine.

Fattigdom og vinlus
Som årene gik, dykkede kvaliteten desværre, og den tiltagende fattigdom i Calabrien tvang derfor bønderne til at sikre sig en mere stabil indtjening. Fokus blev derfor rettet mod produktion af hurtigt voksende afgrøder såsom olivenolie, citroner, korn og diverse grøntsager (tomater, peberfrugter, chili og auberginer).
Calabriens vinmæssige deroute fortsatte helt op til forrige århundrede, og vinlusens (phylloxera) hærgen i 1930’erne gjorde heller ikke sagen bedre. Trods det faktum, at det smukke højland og de lune vinde fra Sahara og Balkan rummede uanede muligheder for vinproduktion – ovenikøbet i verdensklasse – så var det som om, at regionen havde mistet sit fremsyn.
Man slog sig til tåls med status quo, for det gik jo trods alt nogenlunde, synes holdningen at være.

Grensaksen i den anden hånd
For ca. ti år siden skete der imidlertid en kvalitetsmæssig opblomstring, da en håndfuld seriøse producenter tog grensaksen i den anden hånd. Resultatet ses i dag, hvor man kan få fremragende vine fra dynamiske folk, f.eks. brødrene Librandi, Fattoria San Francesco (begge Ciró DOC), Colacino Wines (Savuto DOC) og Serracavallo (Valle del Crati IGT). Andre kunne også nævnes.

Mod det Tyrrhenske Hav
Støvlesnudens altdominerende druer udgøres er de blå sorter Gaglioppo og Magliocco samt den grønne Greco Bianco, og de benyttes i nedenstående hovedområder:
De tyrrhenske/centrale DOC-vine mod vest, hvor vinzonen San Vito Luzzi DOC leverer konstant stigende kvalitet på rød- og hvidvine. I det smukke Savuto DOC, der starter ved byen Savuto, strækker markerne sig mere eller mindre langs Savuto-flodens løb og helt ned til det blå Tyrrhenske Hav. Et meget varieret område med stærkt stigende kvalitet af vine, der strækker sig fra det mørke og magtfulde til det lyse og lette.
Scavigna DOC, som ligger lidt sydligere end førnævnte zone og få steder overlapper denne, kan det anbefales at teste områdets hvidvine, der leverer en indbydende friskhed, hvilket skyldes det ofte kølige mikroklima i området.
Endnu et lille nøk mod syd finder vi zonen Lamezia DOC, som tidligere var berygtet for flade og uinteressante vine. Inden for de seneste ti år har de bløde bakker, som ligger længst væk fra kysten, imidlertid vist sig at levere særdeles friske vine med fin struktur. Til rødvinene benyttes den lokale Gaglioppo-drue, som blandes med den sicilianske Nerello, hvilket giver fyldige vine med god holdbarhed.

Mod det Ioniske Hav
Krænger vi helikopteren mod nordøst, finder vi de såkaldt Ioniske DOC-vine og zonen Cirò DOC, hvor Calabriens mest berømte vine, Cirò, kommer fra. Druerne dyrkes i bakkerne fra Sila-flodens østlige udløb samt på den flade kyststrimmel mod det Ioniske Hav mod vest, under tåen af den italienske støvlesnude.
De Greco-dominerede hvidvine fra Cirò DOC er ikke specielt holdbare og skal derfor nydes unge. Til gengæld er de friske og let drikkelige.
Rødvinen Cirò Rosso DOC er den store kendis på disse kanter, og det er en krydret, tør vin med en udpræget saftighed. Det kan også anbefales at prøve kræfter med rosévinen, der kommer fra samme lokale drue (Gaglioppo) som rødvinen. På grund af det meget stabile klima er der sjældent de store årgangsudsving i Cirò DOC, og kvaliteten er ligeså stabil.
Og så er der selvfølgelig alle de andre interessante vine i den italienske støvlesnude.
Mafia og fattigdom til trods – for vinentusiasten er smukke ‘Oenotria’ bestemt et besøg værd.

Peter Hartig

Vinekspert

Har i en årrække importeret italiensk vin samtidig med at han indgående har skrevet om støvlelandets vin på blogs og sociale medier. Vinklen er den kritisk dybtgående med humoren som et gennemgående element.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

1 × 2 =