Alperne: På sporet af den hvide krig

View Gallery
15 Photos
Alperne: På sporet af den hvide krig
cannone-di-cresta-croce-18_04_2011-2

Alperne: På sporet af den hvide krig
cannone-di-cresta-croce-18_04_2011-3

Alperne: På sporet af den hvide krig
tonale-occidentale-10_08_2013-7

Alperne: På sporet af den hvide krig
galleria-del-gendarme-al-sentiero-dei-fiori

Alperne: På sporet af den hvide krig
valbiolo-27_08_2011

Alperne: På sporet af den hvide krig
2013-09-13-10-11-41_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
2013-09-13-10-37-56_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
2013-09-13-14-36-51_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
dscn0884_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
img-329_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
img-332_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
img-420_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
img-422_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
img-427_resize

Alperne: På sporet af den hvide krig
img-436_resize

Af Grethe Bonde | foto: Marco Gulberti og Massimo Cervelli

Der er helt stille, her. Eller næsten. Lyden af vandrestøvler mod sten og tørt græs blander sig med lavttalende stemmer, mens vi bevæger os opad.

Klokken er otte en søndag morgen i juli. Vores lille gruppe på fem har netop forladt svævebanen Passo Tonale – Passo Paradiso. Vi befinder os i en højde af 2600 meter, men skal endnu højere op. Helt derop hvor de spidse bjergtoppe leger gemmeleg i skyerne, og hvor temperaturen om vinteren falder til langt under frysepunktet. Heldigvis er vi midt i juli måned, det meste af sneen er forsvundet og den spæde morgensol gør sit for at varme bjergluften.

Sentiero dei fiori
Sentiero dei fiori (blomster stien), sådan hedder stien, vi følger. Heldigvis er vi ikke kommet for at se på blomster, for de viser sig at være en sjældenhed i det golde bjerglandskab. Vi er på opdagelse i historiens højtliggende gemmekroge. Il sentiero dei fiori, som vi går på, udgjorde den italienske front under første verdenskrig og er blot et af mange minder om den hvide krig, som udspillede sig i Alpernes ufremkommelige højder.

img-420_resizeTusindvis af italienske og østrig-ungarske soldater kæmpede her mod hinanden og mod, deres fælles fjende, det ekstreme klima. De efterladte kanoner, tunneler, broer og stier er vidne herom. Jo højere op vi bevæger os, jo hyppigere løber vi på levn fra en fjern fortid. Det var nemlig her de kæmpede, mellem bjergtindernes toppe på taget af Europa.

Hængebroerne

Klipper og sten så langt øret rækker. De unge soldater har højest sandsynligt frygtet kulden, isen og de dybe afgrunde mere end fjenden, de var sendt ud for at bekrige.

Det har ikke været nemt at orientere sig her og risikoen for at træde forkert kunne få vitale konsekvenser.

Det kan det også for os, nu hvor vi befinder os i næsten 3000 meters højde på vej mod de berømte hængebroer, som de italienske soldater byggede for hurtigt at komme fra den ene bjergtop til den anden. Vi tør næsten ikke kigge ned, mens vi langsomt bevæger os fremad langs bjergskråningen. Taknemmelige for vores klatreseler og karabinehager, hægter vi os på metalkæderne fastgjort til bjerget på de mest udsatte punkter af stien.

Udsigten er overvældende. Dybblå himmel og hvide bjergtoppe. Så ser vi dem. De historiske broer. Den første er 75 meter lang, den anden 55 meter. Låst fast i tid og sted, hænger de bare der helt roligt og venter på os. Det er en sær men også vidunderlig fornemmelse at træde ud i afgrunden og skridt for skridt gå gennem luften til den modsatte bjergryg. Som alternativ til de to hængebroer findes en 67 meter lang tunnel, som starter og ender samme sted som de to broer. Her kunne soldaterne søge ly for fjendens krigsild.

Vejen hjem
Efter broerne, begiver vi os mod sidste stop inden nedstigningen. Vi kommer forbi en lille militærkaserne i 3166 meters højde og en række velbevarede befæstninger. Vi har efterhånden været undervejs i flere timer. Det er tid til at forlade de stenede højderygge og deres minde om krigens ubamhjertige hændelser. På vej ned i svævebanen, kaster vi et sidste blik op mod de majestætiske bjergtinder, som søvnigt strækker sig i eftermiddagssolen. I morgen går turen igen opad, til befaestningen Bocchette di Val Massa. Men det er en helt anden historie.

Barbara Lütken

Redaktionsansvarlig

Ejer af Mcb2.dk - Art Director og koncept/brand-udvikler. Har udviklet brands for store, internationale virksomheder og i Danmark været ”bagkvinden” bag Italia Ja-tak’s magasin og mange aktiviteter.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

three × four =