Amarone – Rosinbomben fra Italien

Danskerne har i den grad taget den venetianske rødvin, Amarone della Valpolicella, til hjerterne. Men hvorfor? Vi prøver at finde svaret ved at gå bag historien om kraftkarlen fra støvlelandet.

Heftige, varme, fadlagrede og (helst) alkoholtunge vine har altid tiltrukket danske smagsløg.

Tendensen startede for alvor med 1980’ernes storsælgende Rioja-vine fra Spanien. Men nu er det altså Amarone.
Og hvorfor? Er det alkoholstyrken? Eller er navnet bare for nemt at udtale? Et kort kig på historien bag den røde kraftkarl fra Valpolicella i Veneto giver måske et fingerpeg.

’Amarone’ er udledt af det italienske ord for ’bitter’ (amaro) og benyttes for at adskille den tørre rødvin fra den søde og ligeledes røde ”søstervin”, Recioto della Valpolicella – hvormed Amarone altså er en udgæret version af førnævnte store dessertvin.

Som så ofte med italiensk vin starter Amarones historie under Romerriget, hvor Svetonius omtaler ”varm Raeticum” som et godt middel til forebyggelse af mavepine. Virgil og Plinius den Ældre omtaler ’Retica’ som ”næsten lige så god” som romernes egen ’Falernum’ og Plinius forbinder samtidig vinen geografisk med Verona.
I starten af 500-tallet bestiller historikeren Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus (c. 490-585 evt.) vin til Kong Teoderik d. Stores kongelige lager og hof i Ravenna i Emilia-Romagna, og omtaler i meget begejstrede vendinger en vin under navnet ’Acinaticum’.
Cassiodorus er ret detaljeret i sin beskrivelse af både vin og fremstillingsproces. Således beskriver den vinglade historiker, at druerne til ’Acinaticum’ hænges til tørring fra pergolaer, hvormed de bliver sødere, samt at de tørrede druer presses i december og at der laves ”frisk vin på violet nektar”, hvis gæringen stoppes i de vinterkolde omgivelser. Middelalderlige optegnelser om Amarone er ret sparsomme, men af dokumenter fremgår det, at vin fra Valpolicella var særdeles værdifuld og blev benyttet som betalingsmiddel for køb og salg af vinmarker samt for feudale rettigheder i Verona-området.
I 1600-tallet var Republikken Venezia handelsmæssigt hårdt udfordret, og man udviklede derfor egne vinmarker i bakkerne omkring Verona, og inspirationskilden var grækernes kraftige og stærke rødvin, fremstillet på halv-tørrede druer.
I 1845 nævner et parisisk auktionskatalog rødvinen ‘Rosso Austero Costa Calda’ (rødglødende, barsk, varm kyst), som ”kilden til højeste kvalitet fra Italien … at foretrække frem for Bordeaux og Hermitage.”

 

 

p3

 

Hidtil var rødvinen fra Valpolicella kendt som den søde/sødlige ’Recioto’, men den udokumenterede og herligt romantiske forklaring på det nye navn starter i 1936, hvor kældermesteren på Cantina Sociale Valpolicella, Adelino Lucchese, ved et tilfælde opdagede et glemt træfad med den søde Recioto – troede han.

Det viste sig, at vinen var gæret helt ud og derfor ikke indeholdt restsukker af betydning, hvormed den havde fået en helt anden duft samt en overraskende og anderledes smag end den velkendte, søde Recioto.

Da Lucchese smagte på indholdet, udbrød han derfor: ”Questo non è un Amaro, è un Amarone”, hvilket kan oversættes med ”dette er ikke en Amaro (bitter vin)… det er en Amarone (stor bitter vin).”

Cooperativets første præsident, Gaetano Dall’Ora, overværede optrinnet og var ikke sen til at se de kommercielle muligheder i den ”nye” rødvin. Den første etiket med navnet ’Amarone della Valpolicella’ blev limet på sin flaske i 1938.
Romantikken angribes desværre af eksperter, der peger på, at navnet ’Amarone’ slet ikke var nyt men derimod en almindeligt benyttet ikke-kommerciel betegnelse på den udgærede, og dermed tørre Recioto. Når man trak Recioto-vin fra det slørede bundfald med gærceller og tappede det over på store glasbeholdere, udviklede indholdet sig nemlig til en kraftig, alkoholrig vin, som enten blev kaldt ”amarone”, ”fernet” eller ”sgroppin”.
Legende eller fakta? Det får vi sikkert aldrig at vide, men om ikke andet er historien særdeles velegnet til at imponere vennerne med – og måske også forklaringen på danskernes begejstring for Amarone della Valpolicella.

Peter Hartig

Vinekspert

Har i en årrække importeret italiensk vin samtidig med at han indgående har skrevet om støvlelandets vin på blogs og sociale medier. Vinklen er den kritisk dybtgående med humoren som et gennemgående element.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

four × two =