Hvorfor tager danskerne ikke i lige så høj grad til Syditalien?

Turisme er en stor industri i Italien. Det er ikke mærkeligt, når landet gemmer på en forbløffende høj andel af verdens kultur- og naturskatte. Hvis man er træt af at kigge på gamle kirker og nyde naturen, kan man også tage på stranden eller ud at spise. Der mangler ikke noget.

Det er svært ikke at sætte pris på det, og det gør italienerne naturligvis også. Dels giver tilstrømningen af turister en følelse af, at der bliver sat pris på deres land. Mere konkret skønner det italienske statistikbureau ISTAT, at turismeindustrien stå for cirka 10 procent af landets BNP, ligesom omtrent en tiendedel af landets arbejdsstyrke er ansat inden for turisme.

Det er alt sammen meget godt, men det kunne faktisk være meget bedre, for de udenlandske turister er meget selektive. De tager i forbløffende lille omfang til Syditalien. Det er en skam, for jeg vil vove at påstå, at Syditalien har lige så meget at byde på som Norditalien.

I 2014 besøgte godt seks millioner udenlandske turister de syditalienske regioner Sicilien, Campania, Sardinien, Puglia, Abruzzo, Calabria, Basilicata og Molise. Det er cirka en halv million færre end de udenlandske turister, der besøgte Lazio, hvor et overvældende flertal må formodes at have været i Rom. Og omtrent fire millioner færre end de udenlandske turister, der besøgte Veneto, hvor de fleste nok har været i Venedig. Og Syditalien udgør altså halvdelen af landet.

Besværligt, beskidt, berygtet

Der er selvfølgelig masser af årsager til, at Syditalien i høj grad fortsat er en uopdaget del af Italien.

En af dem handler om, hvordan turismen har udviklet sig. Den moderne turisme startede i 1700-tallet, hvor særligt unge mænd fra den engelske overklasse drog på dannelsesrejse gennem Europa. En sådan dannelsesrejse skulle af åbenlyse årsager også forbi Italien. Her besøgte de især Venedig, Firenze og Rom.

Hvis der var penge nok, kunne det være, at de fortsatte helt til Napoli, men så var de altså også langt væk hjemmefra. På turen skrev de unge gentlemen beretninger hjem om deres oplevelser og de skønne omgivelser. Det kan være en af grundene til, at Venedig, Firenze og Rom fortsat er de mest besøgte byer i Italien.

Men der er flere, mere håndgribelige årsager.

For det første kan rejsen derned godt være ret besværlig. Det bugner ikke med direkte flyafgange til ellers ret store byer som Napoli, Palermo og Bari. Derfor må man, hvis man da ikke er i bil, i stedet begive sig på eventyr med Trenitalia. Med Trenitalias mangelfulde service, manglende engelskkundskaber og mange forsinkelser kan det blive til en ret besværlig omgang. Og som tommelfingerregel bliver togene langsommere, færre og mere upålidelige jo længere sydpå, man kommer.

Som et eksempel kan man nævne byen Matera i Basilicata. Matera er en af verdens ældste byer, og byens centro storico består af et enestående netværk af grotter. Her optog Pier Paolo Pasolini midt i 1960’erne sin epokegørende film om Jesus, Matthæusevangeliet, da han netop i Matera mente, at han kunne finde de omgivelser, der bedst lignede Palæstina omkring år 0. Matera kommer i 2019 til at være europæisk kulturby. Men prøver man at købe en togbillet til Matera, bliver man skuffet. Der er nemlig ingen station. I stedet må man tage en bus fra en by med en station, og mens det naturligvis er muligt, er det altså ingen nem operation for udlændinge, som måske ikke taler italiensk.

Vil man med et tog til Palermo, er det ikke meget nemmere. Der er ganske vist en togstation, men det er bemærkelsesværdigt, at der kun er et spor mellem Messina – og færgeforbindelsen til fastlandet – og Palermo, som altså er Italiens femtestørste by. Det betyder, at togturen med de forudsigelige forsinkelser gerne tager over fire timer for en rejse på lidt over 200 kilometer. Beslutter man sig så for at tage en tur til Marsala for at drikke dessertvin, tager denne rejse på 120 kilometer fem timer. Hver vej.

Dette er blot et par eksempler på Syditaliens ufremkommelighed. Vil man læse mere om det italienske jernbanenets luner, kan den engelske forfatter Tim Parks’ Italian Ways varmt anbefales.

Et andet problem for Syditalien er dets dårlige ry i udlandet.

For det første hører man ret sjældent om, hvad der foregår i Syditalien. Og når en historie fra området finder vej til den nordeuropæiske nyhedsdækning, er den sjældent positiv.

Eksempelvis har vi i de senere år hørt flere historier om affaldsproblemerne i syditalienske byer, og i Napoli i særdeleshed. Det er klart, at det ikke er fordrende for folks lyst til at prøve kræfter med andre dele af Italien, når det er det billede de kender til.

Affaldsproblematikken er der selvfølgelig af en grund – nemlig den organiserede kriminalitet. Hvis man beder den gennemsnitslige nordeuropæer om at associere Syditalien med et ord, vil ordet med al sandsynlighed være mafia. Ligesom ens næsebor ikke fristes af billederne af affaldsdynger i gaderne, er den gennemsnitslige turist nok heller ikke begejstret for udsigten til at kunne blive offer for organiseret kriminalitet.

Rent faktisk er det meget usandsynligt, at turisterne skulle blive offer for nogen mafia. Den organiserede kriminalitet kræver måske nok beskyttelsespenge af de lokale butikker, men i forhold til narkohandel og hvidvaskning af penge rundt om på verdens finansmarkeder er der altså ikke nok penge at hente i et simpelt tasketyveri. Det kan du lige så godt komme ud for i Rom. Alligevel tager folk til Rom i store antal og ikke til Syditalien.

Der er altså store forskelle – både helt konkret og i folks bevidsthed – på Norditalien og Syditalien. Og hvorfor så det?

Syditalien som problem

Italien er en ny stat, som blev samlet midt i 1800-tallet. Efter den norditalienske stat Piemonte sammen med Frankrig i 1859 havde besejret østrigerne, som sad på magten i det meste af Norditalien, begav Giuseppe Garibaldi sig med en gruppe på omtrent tusind mænd til Syditalien for at inkorporere Kongeriget af de To Sicilier i den nye italienske stat.

Mod manges forventninger mødte Garibaldi kun ringe modstand, og Kongeriget af de To Sicilier, som var tidligere var den største af Italiens mange stater, kollapsede på rekordtid. I 1861 blev Kongeriget Italien officielt udråbt.

Den italienske statsmand Massimo d’Azeglio blev i den samme periode citeret for at have sagt, at når man nu havde skabt Italien, skulle man også skabe italienerne. Det viste sig især at blive rigtigt for Syditaliens vedkommende.

Den virkelighed, der mødte de invaderende norditalienere i Syditalien var ikke opløftende. Fattigdommen var udbredt, malaria ligeså, og den lokale landbefolkning levede i vid udstrækning, som den havde gjort i århundreder. Modsat store dele af Norditalien var Syditalien ikke koblet på det europæiske og verdensomspændende handelsnetværk, som var ved at blive skabt på denne tid. Den økonomiske forskel mellem de italienske regioner var derfor enorm, og den skulle vise sig at blive større.

Det er ikke nogen nyhed, at den italienske stat er voldsomt gældsat. Det var den også i begyndelsen af dens levetid. Man skrabede i grove træk penge sammen på to måder. Dels investerede man i at booste økonomien, hvilket især betød, at man støttede industrien i nord. Dels lod man være med at investere i de sociale forbedringer, som man havde lovet i Syditalien for at sikre lokalbefolkningens opbakning til det nationale projekt.

Det blev de jo ikke glade for nede sydpå, og da bønderne fandt ud af, at det også blev forventet, at de skulle være værnepligtige, gjorde mange oprør nede sydpå. Dette oprør, som fandt sted umiddelbart efter Italiens samling, gjorde ikke noget godt for de nationale følelser. Det blev nedkæmpet med alt, hvad det indebærer af fængslinger, henrettelser og regulære massakrer.

Senere hen fandt man på mere opbyggelige måder at mindske gabet mellem det industrialiserede Nord og det mindre økonomisk udviklede Syd. Der blev investeret i at bygge jernbaner og veje, og efter anden verdenskrig startede den italienske stat Cassa per il Mezzogiorno – en investeringsfond, som skulle skabe industri sydpå.

Problemet var, at skaden allerede var sket. Da den italienske økonomi boomede efter anden verdenskrig, det såkaldte økonomiske mirakel, fandt udviklingen frem for alt sted i det allerede industrialiserede nord, og især i byerne Torino, Milano og Genova. Alligevel spillede Syditalien i denne periode en ret fundamental rolle. En af grundene til, at italienske virksomheder såsom FIAT kunne sælge billige og nogenlunde velfungerende biler til resten af Europa, var, at virksomhederne havde adgang til meget billig arbejdskraft.

Denne arbejdskraft bestod i høj grad af syditalienere, som forlod deres fattige hjemstavn for at få arbejde i de norditalienske fabrikker. I 1963, hvor denne folkevandring var på sit højeste, ankom cirka 200.000 syditalienere til Torino, Milano og Genova. Udover den økonomiske forskel, som allerede fandtes, betød det, at Norditalien nu blev den mest befolkede del af landet og Syditalien mere og mere affolket. Syditalien manglede derfor midlerne til at skabe en økonomisk vækst.

På den måde blev hele Syditalien til en form for Udkantsitalien. Det kan man for eksempel se, hvis man ser på Napolis udvikling. Ved Italiens samling var Napoli landets suverænt største by og den tredjestørste i hele Vesteuropa efter London og Paris. Men byen gik fra at være hovedstad i et stort land til at være en provinsby i det samlede Italien. De højtuddannedes arbejdspladser i Napoli forsvandt, og byen blev overladt til den fattige befolkning, som ikke havde midlerne til at skabe vækst.

Syditalien haltede altså allerede efter Norditalien, da Italien blev samlet, men den politik, der blev ført efter landets samling, har heller ikke hjulpet med at få udlignet forskellene.

Italien er i dag hårdt presset på økonomien, og særligt de unge har meget svært ved at finde arbejde. Med en ungdomsarbejdsløshed på omkring 35 procent søger mange til udlandet. Denne statistik skjuler dog, at situationen er langt mere kritisk sydpå. Det skønnes for eksempel, at ungdomsarbejdsløsheden i Reggio Calabria ligger på omkring 65 procent. Det er helt vilde tal og ikke just opmuntrende for Syditaliens fremtidsudsigter.

Muligheder i Syditalien

Efter denne lidet positive historiske beretning vil vi dog gerne slå et slag for Syditalien. Som turist er der nemlig rigtig mange ting at komme efter.

Italienerne har opdaget det. De tager hvert år på ferie sydpå i store mængder. Det er ikke mærkeligt. For det første er der rigtig rart, for det andet har mange, som vi har set, slægtninge nede sydpå, og det giver dem mulighed for at opsøge deres rødder og desuden bo gratis, mens de er på ferie. Men da oplevelsen af Syditalien stort set overlades til italienerne, er der også plads til os udlændinge.

Udover Napoli, Amalfi og Pompeii kan man i Campania for eksempel besøge Cilento-nationalparken. Landskaberne er lige så storslåede som dem, man finder på Liguriens riviera eller på Amalfi-kysten. Og så er det her, middelhavskosten kommer fra. Rygtet vil vide, at en amerikansk soldat, som også var antropolog, blev hængende i Cilento-området efter krigen. Han lagde mærke til, at de lokale blev bemærkelsesværdigt gamle og satte sig for at finde ud af, hvad de mon spiste. Det viste sig, at det i høj grad var grøntsager, fisk og olivenolie, og det blev siden hen til middelhavskosten.

I Basilicata og i Abruzzo kan man besøge bjergområder, der ikke er mindre spektakulære end dem, man kan finde i Alperne. Hvis man vil prøve et adrenalinsus kan man i den meget lille bjergby Castelmezzano prøve Il Volo dell’Angelo – Englens flyvetur. Her bliver man spændt på et reb, der fører en ned i dalen med hastigheder på op mod 110 km/t.

Puglia er begavet med to have inden for ganske kort afstand. Skal du på stranden, kan du derfor gøre som italienerne. Kommer vinden fra nord, tager du til Adriaterhavet, kommer vinden fra syd, tager du til Det Ioniske Hav. På den måde er du garanteret turkisblåt vand. Du kan tilmed downloade en app, der fortæller dig, hvor du skal tage hen. Du kan også tage en tur til det mystiske slot Castel del Monte, som på et højdedrag midt ude i ingenting troner over landskabet.

I en ideel verden ville Syditalien være lige så rigt som Norditalien. Det er desværre ikke tilfældet, og derfor må vi hjælpe, hvor vi kan. Med alle Syditaliens muligheder er det nærmest en næstekærlig handling at rejse derned. Turisme er gratis penge for lokalområderne, og hvis der er noget, Syditalien godt kunne bruge lidt flere af, er det gratis penge.

Det er klart, at man på en rejse til Syditalien kommer til at blive konfronteret med nogle noget barskere realiteter, end hvis man vælger at blive på Markuspladsen i Venedig sammen med alle de andre. Men gør alligevel dig selv og Syditalien en tjeneste, og tag et tog eller lej en bil, og kom derned.

Du kommer ikke til at fortryde det, og Syditalien får en hårdt tiltrængt håndsrækning. Begynder udlændingene først at få øjnene op for Syditalien, kan det være, at den italienske stat også gør.

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt har siden han var ganske lille interesseret sig for Italien. Det resulterede i en universitetsgrad og flere ophold i Italien, blandt andet med arbejde på den danske ambassade i Rom. Nu skriver han artikler om sin store interesse og breder sig ud over mange forskellige emner – politik, historie, kultur, samfund, mad og naturligvis fodbold. Hvis det har interesse, kan han også oversætte og holde foredrag. Han taler mange sprog og er redaktionens selvudnævnte Italiens-nørd.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

six + twelve =