Min italienske forelskelse

Det starter allerede med sproget. Jeg har aldrig rigtig lært det, men hver måned kommer nye ord til. Jeg kan ikke sætte noget i datid, jeg kan ikke de mest elementære grammatiske regler, og jeg har et meget begrænset vokabularium.

Men jeg har efterhånden lært mig selv så meget ’maditaliensk’, at jeg kan gennemføre en bestilling af det meste på en restaurant, ligesom jeg kan de mest grundlæggende modsætningspar som caldo/freddo, destra/sinistra og piccolo/grande. Og så lidt small talk om vind og vejr og et par frække ord.

Niklas Sicilien

Men jeg elsker alligevel sproget. Det er flere gange kåret som det mest sexede i verden, og jeg kunne ikke være mere enig. Det er erotik med tungen. Kombinationen af de laaange vokaler, de hidsige konsonanter og den konstante gestik er nok til at holde min interesse fanget, uanset om snakken går på culatello, calcio eller køleteknik.

Jeg er forelsket i drømmen om det italienske liv. Fra Fellinis Rom til Ecos Bologna eller Camilleris Sicilien. Passionen, skønheden, familien og det store bord, hvorom verden drejer. Det er drømmen om oliventræerne og havbrisen og om de gudeskønne kvinder og deres temperament.

Jeg ved jo godt, at ikke hele Italien er lige skønt – lige fra det stærkt industrialiserede Norditalien til det ofte affaldsbefængte syd, men intet sted i verden er så indbegrebet af æstetik. De velbevarede middelalderbyer, de utrolige kystlinjer der ikke er ødelagt af katastrofalt hotelbyggeri, men som derimod indgår i et vellykket samspil mellem natur og byggeri, og så er det jo bare en nydelse for både krop og sjæl at bevæge sig rundt i landet, hvad enten det er Toscanas vinmarker, Emilia-Romagnas skove eller Siciliens kyster.

 

Og endelig er der maden. Mamma mia! Det er en hed kærlighedsaffære til et køkken, der måske er et af verdens mest enkle, men hvor fokus altid består af en kompromisløs tilgang til råvarerne. I Italien er det vigtigt, at du kan smage hver enkelt bestanddel. Det er ikke en eksplosion af smagsnuancer som i Indien, eller som i Frankrig, hvor alt skal bindes sammen af en dyb, intens sauce. I Italien smager fisken af hav, grønsagerne af frisk natur og isen af himmerige.

Jeg elsker København, og jeg bliver med al sandsynlighed boende her, indtil jeg en dag går på pension og kan virkeliggøre min tanke om at flytte til Italien en stor del af året. Men hver eneste dag drømmer jeg om landet. Om skønheden, livet og maden. Jeg ved godt, at jeg lidt lever i en urealistisk drømmeverden med en forestilling om et land, der ikke holder stik. Jeg ved jo egentlig godt, at Italien er et politisk katastrofeområde, at ungdomsarbejdsløsheden er enorm, at korruption er en del af hverdagen, og at den almindelige italiener oplever sig mindre lykkelig end danskeren.

Men sådan er det at være forelsket. Man ser det, man vil se. Og det bliver jeg ved med. For mine italienske hvedebrødsdage ender forhåbentlig aldrig.

Italia – ti voglio bene.

Niklas Roar

Reportagejournalist

Selvstændig journalist og en af landets mest erfarne netjournalister og ekspert inden for tekst, webfilm og AFP-løsninger. Underviser også i Mobile Journalism.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

2 × four =