Italiensk humor, passion og temperament i jazz-musikken

Er man til jazz-musik kommer man ikke udenom Danmarks internationalt kendte jazz- og kontrabasnavn, Jesper Bodilsen. Han har siden 2002 spillet sammen med den berømte italienske jazz-musiker, Stefano Bollani (piano) og danske Morten Lund (trommer). De optræder på mange scener i Europa – herunder også i Italien. Tilsammen udgør de trioen ”Stefano Bollani Danish Trio”. Jesper er italiensk gift og halvdelen af tiden bosat i Firenze, hvor hans kone Monica arbejder som musikalsk PR-agent.

Der er noget rart og vedkommende over mødet med kontrabassisten Jesper Bodilsen. På trods af en allerede omfattende international jazz-karriere, virker han afslappet og imødekommende i sin fremtoning – lige sådan man forestiller sig en hyggelig jazz-musiker. Si Italia har sat ham i stævne for at finde ud af, hvor udbredt (og populær) jazz-musik er i Italien. Et land, hvor man som dansker måske mere forestiller sig den romantiske, klassiske musik som fremherskende.
”Jazz-musikken i Italien er en kombination af italiensk romantik, det lidt skæve og samtidigt det kraftfulde udtryk”, fortæller Jesper. ”Musikken i vores trio udtrykkes nok derfor bedst som en ”melodisk samtale”, der udvikler sig undervejs og vi improviserer derfor i løbet af en koncert. Vi har også altid kun aftalt den første sang i vores optræden – resten kommer af sig selv”, smiler han og fortsætter: ”Det kan lade sig gøre, også fordi vores kemi og fælles opfattelse af humor er meget ens – og der er faktisk også altid plads til lidt selvironi i vores fremtoning. Den danske og italienske humor er nemlig meget ens”, fortæller han.

Fra drengedrøm til international klasse
Jesper har siden han var lille vidst, at han skulle spille musik. Startede som 14-årig med at spille elektrisk bas i et pop/funk-band. Senere blev det til studieår og endt studie på musikkonservatoriet i Århus, hvor den elektriske bas blev skiftet ud med kontrabassen. I løbet af uddannelsen spillede han allerede koncerter sammen med flere kendte jazz-musikere – bl.a. med den amerikanske trommeslager Ed Thigpen og pianist Duke Jordan. Disse koncerter satte for alvor fart i musik-karrieren, og i 1995 flytter han til København og bliver straks hyret til at spille i ”Erling Kroner Dream Quartet”. I København møder han også igen Ed Thigpen og det fører til et samarbejde, som fortsætter i mange år. Blandt andet sammen med ham vinder han en jazz-pris for ”Album Of The Year” og flere albums følger efter.
Undervejs deltager Jesper også i flere af de prestigefyldte ”Jazzpar Prize Concerts”, som i 2002 har den italienske trompetist, Enrico Rava, som prisvinder. Sammen med ham og bl.a. den kendte italienske pianist, Stefano Bollani, giver Jesper fire koncerter, som siden hen fører til et fast etableret samarbejde mellem Jesper, Morten Lund og Stefano Bollani. ”Stefano Bollani Danish Trio” er skabt. De har deres første turne i 2003 og udgiver på ”Stunt Records” albummet ”Mi ritorni in mente” – med stor succes. Deres album bliver meget populært i Italien, og de får mange koncert-aftaler – f.eks. på store festivaler og på private teatre – altid for fulde huse og for et langt større publikum, end man traditionelt forbinder med jazz-koncerter.


Italiensk-dansk kemi og humor

”Stefano er lidt af en kultperson i Italien og også kendt for sit musikalske, humoristiske multi-talent – lidt a la Victor Borge. Så han er en meget populær skikkelse i Italien”, fortæller Jesper. Trioen laver også syv TV-udsendelser – noget utraditionelt for jazzmusik-området. ”Jazz i Italien er, modsat hvad mange danskere tror, en stor musik-industri. Der er adskillige store, berømte navne inden for jazz i Italien, hvor genren er meget populær. Specielt de særlige ”fraseringer” i musikken giver den et helt unikt, sydlandsk udtryk, som er med til at gøre den meget populær, siger Jesper. ”Alene at der spilles på store scener med mellem 500-3000 publikummer vidner om musikkens udbredelse”, siger han.
At Jesper også personligt har taget Italien til sig hersker der ingen tvivl om. ”Specielt min kone har lært mig noget om italiensk mentalitet, jeg kan tage med mig ind i musikken: Passionen og temperamentet. Italien er ellers et meget kontrastfyldt land, men man tilpasser sig, så det gør det til et ”nemt land” – også at lære noget af”, slutter han.
Jespers næste projekter er et større musikskole-projekt for jazz-musik i Firenze, etablering af en masterclass-ordning med musikalsk udveksling, hvor danske og italienske musikere mødes og spiller sammen samt planlægningen af en jule-CD, som skal vise italienerne noget af den danske sangskat i sammenhæng med julen. I Italien har man nemlig ikke samme sang-tradition i julen som i Danmark.
I Danmark får vi lov til at opleve ”Stefano Bollani Danish Trio” på ”Riverboat Jazz Festival” den 25. juni i Silkeborg. Måske et besøg der, kan fortælle videre på denne historie om netop Silkeborg-drengen, der landede med en stor international karriere i bagagen i Italien.

Du kan lytte til Jesper Bodilsens musik online på http://www.jesperbodilsen.dk/music/ eller købe musikken hos JazzCup, Gothersgade 107, Kbh K.

Susanne Louw

Redaktionchef

Ejer af Kommunikate.dk - erfaren trend- og artikelskribent samt strategisk rådgiver indenfor PR-området og marketing. Tidligere direktør i reklamebranchen

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

one × 3 =